Bedst for planeten og patienten – Hvad du skal vide om miljøets betydning for astma- og KOL-behandling
KOL | 15-09-2023Da klimaforandringerne er et af de mest presserende spørgsmål i vores tid, iværksætter mennesker overalt i verden tiltag for at reducere deres CO2-udledning og dermed deres personlige bidrag til de globale drivhusgasudledninger, som forårsager klimaforandringer. Nogle af disse tiltag kan være at skifte dine pærer til bæredygtige LED-pærer, vaske tøjet i koldt vand, lade bilen blive derhjemme for at tage offentlig transport, eller som professor Christer Janson fra Uppsala Universitetshospital, Sverige, opdagede, at det for mennesker med astma endda kunne være et bidrag så simpelt som at skifte til en anden type inhalator.
Det var i slutningen af 2017, at Janson første gang opdagede de data, som ligger bag hans banebrydende forskning. ”Efter at have læst hele rapporten", husker Janson, "vidste jeg, at jeg var nødt til at gøre noget med det her!"
Dataene viste, at de drivmidler, der blev brugt i inhalatorer under tryk (kaldet sprayinhalatorer eller pMDI) til astma- og KOL-behandling, indeholder en drivhusgas, der er 1.300 gange mere potent end carbondioxid.
"Det betyder, at selv den meget lille mængde drivgas, der anvendes i hver sprayinhalator, bidrager betydeligt til de globale drivhusgas-udledninger", siger Janson.
Bekymret over dette begyndte Janson og hans team at sammenligne forskellige astma- og KOL-sprays og inhalatortyper og deres CO2-udledning.
Det meste af arbejdet i denne peer-reviewede undersøgelse blev udført i 2018, og i 2020 blev den offentliggjort. Siden er der udkommet en række andre publikationer, som underbygger Jansons resultater.
Undersøgelsen påviste endegyldigt, at brugen af sprayinhalatorer (pMDI) er væsentligt mere belastende for miljøet end at bruge pulverinhalatorer (DPI), som ikke benytter nogen drivhusgasser til at frigive hver dosis.
Billedtekst: Professor Christer Jansons banebrydende forskning viser, hvordan den samme astmakontrol for de fleste patienter kan opnås med meget mindre miljøbelastning ved at bruge en pulverinhalator.
At tælle kulstof
Ifølge Janson udgjorde den gennemsnitlige CO2-udledning for en person, der bruger en sprayinhalator (pMDI) to gange om dagen i et år, et halvt ton CO2, mens en pulverinhalator (DPI) har et forholdsvist lille CO2-udledning tæt på nul.
Til sammenligning svarer forskellen i CO2-udledning til, at én persons daglige kost er kødbaseret i stedet for at være vegetarisk. "Så det er en ret stor effekt", siger Janson begejstret.
Den bedste behandling til dig
Men selvfølgelig kommer patientens helbred først. Det er derfor, Janson opfordrer patienter med astma eller KOL, til blot at overveje at skifte til en pulverinhalator (DPI), hvis den i øvrigt anbefales af lægen som den rette behandlingsmulighed. For de fleste astma- eller KOL-patienter er effekten af at tage lægemidlet gennem en sprayinhalator (MDI) og en pulverinhalator (DPI) den samme.
"Der er ingen forskel", siger Janson, "Og det gælder for mindst 90 % af inhalatorbrugerne. Så hvis en pulverinhalator passer til dig, giver det god mening for dit helbred og for planeten at skifte".
Bedre kontrol
En pulverinhalator er ikke egnet til helt små børn (under 6 år) eller til ældre mennesker med astma eller KOL, som ikke kan klare behandlingen på egen hånd – her vil en sprayinhalator sammen med spacer være den bedste behandlingsmulighed. I øjeblikket er spray med spacer også den foretrukne mulighed, når der gives bronkodilatatorer på skadestuen ved behandling afastmaanfald eller forværret KOL.
Anfalds- og symptombehandling med bronkodilatatorer kan gives både med sprayinhaltor og pulverinhalator, men i mange lande er anfalds- og symptombehandling med spray dominerende. Det betyder, at jo mindre astmakontrol du har, desto mere symptombehandling har du behov for, hvilket vil øge CO2-udledningen. Eller sagt på en anden måde: jo bedre din astmakontrol er, desto bedre er det for miljøet.
Naturligvis er hovedparten af denne sammenligning centreret omkring miljøpåvirkningerne i brugsfasen for inhalatorerne. I analysen af den samlede livscyklus indgår der andre faser, herunder fremstilling og transport af inhalatorprodukterne. Ifølge Janson er disse dog så små, og klimapåvirkningen fra drivmidlerne i brugsfasen så stor, at en sammenligning nærmest er irrelevant.
Andre kritikere har sagt, at medicinalindustriens samlede miljøbelastning ikke er nær så stor som den for de tunge industrier som f.eks. elektricitet, transport og cement, så hvad er formålet? "Men jeg arbejder ikke i disse industrier", siger Janson, "Og jeg ønsker at finde reduktioner, hvor jeg kan, i min egen indflydelsessfære, samtidig med at jeg maksimerer patienternes gode helbred og minimerer de globale miljøpåvirkninger".
Når det ikke handler om CO2-udledning, er Jansons største mål at sikre sine patienters fortsatte gode helbred. "Den bedste astmabehandling er den medicin, der sikrer en velkontrolleret astma eller KOL og passer til den enkelte patients behov", slutter Janson. "Som vores forskning viser: jo bedre vi kontrollerer sygdommen, desto bedre er det for patienten og for planeten".
Er du klar til at skifte til en mere bæredygtig inhalator?
Hvis du bruger en sprayinhalator (MDI) og ønsker at skifte til en miljøvenlig pulverinhalator (DPI):
- Først skal du kontakte din læge for at sikre, at en DPI er en behandlingsmulighed for dig.
- Hold ikke op med at bruge din nuværende inhalator, før du har fået bekræftet, at en DPI- inhalator er den rette løsning for dig, og er skiftet til denne. Et stop i anvendelse af inhalationsmedicin kan påvirke din astmakontrol.
Kilde: British Thoracic Society (BTS) Position Statement on The Environment and Lung Health 2020
Af: Laurel Colless
Reference:
Janson C, Henderson R, Löfdahl M, et al Carbon footprint impact of the choice of inhalers for asthma and COPD Thorax 2020;75:82-84. https://thorax.bmj.com/content/75/1/82
Orion koncernen er et globalt finsk lægemiddelfirma. Vi udvikler, fremstiller og sælger human- og veterinærlægemidler samt aktive lægemiddelsubstanser.
Pulverinhalatoren, som er udviklet af Orion, er kernen inden for vort terapiområde astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).