Sådan opdager du tegn på, at et barns astma ikke er under kontrol
ASTMA | 02-12-2024Børns astma er ofte dårligt kontrolleret, fordi symptomerne fejlagtigt tolereres som en ''del af livet'', siger dr. Will Carroll. Men hvis astma ikke behandles korrekt, kan det få alvorlige følger, blandt andet livstruende astmaanfald. Dr. Carroll siger, at det er vigtigt, at forældre er opmærksomme på tegn på, at astma giver problemer – ved at tale med, lytte til og observere barnet.
"Opmærksomhed er bevidsthed om, hvilke symptomer der viser, om astma er kontrolleret eller ej," forklarer dr. Carroll. "Har de brug for at anvende den blå inhalator (anfaldmedicin)? Hvis svaret er mere end to gange om ugen, er astmaen ikke velkontrolleret."
Andre tegn, som dr. Carroll fremhæver er f.eks., at barnet vågner om natten, at sport eller leg er påvirket, eller at barnet har haft et forløb med orale steroider til behandling af astma. Som hjælp til at holde øje med dette foreslår dr. Carroll, at man stiller spørgsmål og lytter nøje til svarene.
”Det første, man skal gøre, er at spørge barnet,” forklarer han. ”Forældre tror, at hvis de ikke har fået noget at vide fra skolen, eller hvis de ikke har set det, så er der ingen symptomer. Men når man spørger børnene, har mange af dem symptomer. Så sørg for at spørge om ting, der er virkelig vigtige for barnet, såsom 'forhindrer din astma dig i at gøre noget, du gerne vil?'"
Brug af en inhalator handler om teknik og hukommelse
Det er meget væsentligt at tage medicinen korrekt, siger dr. Carroll. Nogle forældre kan blive mindre omhyggelige med tiden og tænke, at barnet er ved at 'vokse fra' sin astma – en almindelig myte. I stedet er det medicinen, der faktisk holder alt under kontrol.
Dr. Carroll anbefaler forældre at observere barnet, når det bruger inhalatoren, for at sikre, at det gøres på de rigtige tidspunkter og gøres ordentligt. ”Når et barn er fem eller seks år og kan holde et mundstykke med munden, handler det om teknik og hukommelse,” forklarer han. "Det er en kompliceret opgave at tage de fleste slags inhalationsmedicin. Derfor er en stor fejl at antage, at børn på seks, syv eller otte år kan gøre dette uden opsyn."
Det er også en god ide, at børn bruger en spacer. Selvfølgelig kan det være, at de ikke vil, fordi det ikke er sejt, eller det er ubehageligt, men dr. Carroll påpeger, at børn kan mangle koordinationsevne og indåndingsfunktion til at bruge en pulverinhalator direkte. Apps og onlinevideoer kan hjælpe med inhalatorteknik.
Hjælp teenagere med at håndtere deres astma
Ifølge dr. Carroll er det almindeligt, at de fleste børn overtager ansvaret for deres egen medicin i 13-års alderen. Selv om det ikke er så let at overvåge en teenager, som det engang var, kan forældre stadig spille en vigtig rolle og støtte børnene med deres sygdom.
"Teenagere er svære nok at have med at gøre, så forældrenes tilgang skal ændres," siger dr. Carroll. 'Vi går tilbage til at tale, lytte og observere – sørger for, at de har nok medicin til rådighed, er opmærksomme og taler derefter med dem om det på en forstående måde."
Som dr. Carroll konkluderer: "At give tid og plads til at lade barnet tale om sin astma er det afgørende budskab."
5 tip til forældre til bedre pleje af barnets astma
- Lad være med at undervurdere astma. Det er en alvorlig sygdom, der kan være farlig for dit barn.
- Vær opmærksom. Lad være med at tro, at alt er i orden.
- Øv jer i at bruge inhalatoren sammen. Det er let at få forkerte vaner.
- Vær tålmodig. Hold dig til det samme budskab.
- Sigt højere. Der er ingen grund til at acceptere astmasymptomer, hvis dit barns astma behandles korrekt.
By Esther Beadle
Orion koncernen er et globalt finsk lægemiddelfirma. Vi udvikler, fremstiller og sælger human- og veterinærlægemidler samt aktive lægemiddelsubstanser.
Pulverinhalatoren, som er udviklet af Orion, er kernen inden for vort terapiområde astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).