Skal du tale med din læge om astma over en videokonsultation? – værd at vide
ASTMA | 02-02-2024De såkaldte "virtuelle klinikker" har opnået tårnhøj popularitet i takt med at patienterne i stigende grad bruger videoopkald, chat og almindelige telefonopkald, når de ønsker at tale med lægen. Annette Kainu er specialist inden for lungemedicin og allergi med base i Finland, og hun har den holdning, at den bedste metode er den, patienten er mest tryg ved at bruge.
"Det er vigtigt, at patienten får lov at vælge. Hvis patienten eksempelvis er meget nervøs ved tanken om en videokonsultation eller har en dårlig internetforbindelse, så er det nok ikke en god ide," siger hun. "Fokus skal være på årsagen til patientsamtalen, ikke på hvordan den føres."
Fjernkonsultationer har været en mulighed ved speciallægekonsultationer i Finland, allerede inden coronaen lukkede vores samfund ned. Men efterhånden som pandemien skred frem og restriktionerne tog til, blev fjernkonsultationerne endnu mere populære, og antallet steg næsten til det tidobbelte fra den ene dag til den anden.
"Vi måtte foretage nogle grundlæggende ændringer af systemet på ganske kort tid – og det har fungeret virkelig godt," siger Annette Kainu, som stod i spidsen for Digital Health-driften hos Terveystalo, Finlands største udbyder af sundhedstjenester, i tre år, inden hun blev selvstændig. Kainu beretter, at hun i øjeblikket har hundredvis af online patientkonsultationer hver eneste måned.
"De fleste patienter synes godt om fjernkonsultationer og foretrækker dem faktisk efter at have prøvet dem. Det fysiske lægebesøg skal dog altid være et muligt alternativ."
Hvis du har måttet aflyse kontrolbesøg for astma/KOL hos lægen på grund af pandemien, og du nu føler dig utryg ved at skulle møde op på klinikken, så kan et online-lægebesøg måske være løsningen for dig. Kontakt klinikken for at høre, hvilke muligheder for fjernkonsultation de tilbyder.
Video virker bedst
Ifølge Annette Kainu er det de specialudviklede videoplatforme, der virker bedst: Lægen kan udlede meget ved blot at observere patientens kropssprog og tale. Muligheden for øjenkontakt er også med til at skabe tillid og åbenhed. Video giver også lægen mulighed for at demonstrere udstyr eller teknikker, og man kan dele skærm og dokumenter via platformen.
Hemmeligheden bag en effektiv fjernkonsultation er god forberedelse og en effektiv spørgeteknik. Lægen har ikke mulighed for at observere dig tæt på og skal derfor være ekstra opmærksom på at stille spørgsmål og ikke blot antage.
"Lægen skal have alle antenner ude og rettet mod, hvad patienten siger og ikke siger, og være meget opmærksom for at kunne stille opfølgende spørgsmål," siger Annette Kainu.
Annette Kainu, specialist i lungemedicin og allergi. Foto af Mikko Mäntyniemi
Digital sundhedspleje er kommet for at blive
Kainu er overbevist om, at fjernkonsultationer kan levere sundhedspleje i samme høje kvalitet som et almindeligt fysisk besøg hos lægen.
"Der er ikke tale om et dårligere alternativ, men et ægte tilbud om god og effektiv behandling," udtaler hun.
En fjernkonsultation tager lige så lang tid som et fysisk lægebesøg, da samtalen omfatter præcis de samme emner som ved et traditionelt lægebesøg. Det er blandt andet gennemgang af medicin, astmasymptomer, behov for anfaldsmedicin, mulige forværringer samt skadestuebesøg eller hospitalsindlæggelser.
Hos mange udbydere har patienten også mulighed for at skrive deres symptomer ind i en digital dagbog og bruge fjernudstyr til at overvåge deres lungefunktion mellem lægebesøg.
Er det tid til et besøg hos lægen?
Ifølge Annette Kainu er der dog stadig situationer, hvor et fysisk besøg hos lægen er det eneste rigtige. Hvis du har astma og oplever pludselige symptomer, f.eks. åndenød, eller hvis din generelle tilstand forværres hurtigt, så er det tid til at lægge vejen forbi lægeklinikken eller endda ringe 1-1-2, hvis du oplever alvorlige symptomer.
"I akutte tilfælde som de nævnte er det vigtigt, at du bliver tilset af en læge, hvor der også er mulighed for at administrere medicin," siger Annette Kainu.
Seks gode råd inden din fjernkonsultation
- Følg vejledningen fra sundhedsudbyderen om, hvordan du opretter fjernforbindelsen – det kan være video eller en chatfunktion. Ved videokonsultationer er det ofte muligt at teste forbindelsen og brugen af mikrofon og hovedtelefoner på forhånd.
- Forbered dig på samtalen ved at udføre eventuelle aftalte test inden konsultationen; det kan være peak flow-målinger, spirometri eller andre laboratorietest samt spørgeskemaer om symptomer – fx astmatesten.
- Læg dig fast på, hvor du vil opholde dig under fjernkonsultationen. Prøv at undgå forstyrrelser og find et sted, hvor du kan tale frit med lægen om selv følsomme emner.
- De fleste onlinebesøg kræver, at du skal logge på, så det er en god ide at gøre det i god tid, så du kan komme eventuelle tekniske problemer i forkøbet. Hvis du foretager fjernkonsultationen via din mobiltelefon eller en bærbar computer, skal du være opmærksom på, at du har batteri nok til at gennemføre konsultationen.
- Forbered dig på at forklare lægen om dine symptomer og eventuelle ændringer om din medicin og dens effekt og om, hvordan du håndterer din egenbehandling. Det er også en god ide at skrive eventuelle spørgsmål eller bekymringer ned, så du kan trække på dine noter under fjernkonsultationen.
- Husk på, at fjernkonsultationen er tovejs-kommunikation: Deltag aktivt i samtalen med lægen og stil spørgsmål, hvis der er noget du tænker på eller ikke har forstået vedrørende behandlingen eller vejledningen. Mange patienter føler også, at det er nemmere at spørge om råd vedrørende følsomme eller uklare emner under en fjernkonsultation, da selve kommunikationssituationen opleves som mere ligeværdig. Hvis du er usikker på, om du har forstået svarene eller instruktionerne, skal du bare sige til!
Af Sami Anteroinen
Orion koncernen er et globalt finsk lægemiddelfirma. Vi udvikler, fremstiller og sælger human- og veterinærlægemidler samt aktive lægemiddelsubstanser.
Pulverinhalatoren, som er udviklet af Orion, er kernen inden for vort terapiområde astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).