Livet med KOL: Motion er den bedste medicin
KOL | 10-06-2024Diagnosen kom som et ubehageligt chok i 2015. Jaana Koponen var 52, da hun fandt ud af, hvorfor hun var begyndt at have åndenød. Den travle catering-iværksætter var ikke bare træt på grund af for meget arbejde – luftstrømmen fra hendes lunger blev blokeret.
“Det var skræmmende. Jeg vidste ikke særlig meget om KOL, og jeg var bange for, at jeg rent ud sagt ville blive kvalt i løbet af få år. Jeg besluttede mig for, at det var tid til en radikal ændring," husker hun.
Research på internettet gav hende trøst. KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) er en progressiv lungesygdom, der normalt opstår på grund af rygning. Der er ingen kur, men udviklingen af symptomerne kan forsinkes med livsstilsændringer.
“Min læge var ærlig og fik mig til at forholde mig til fakta. Der var ingen medicin, som kunne hjælpe, hvis jeg blev ved med at ryge," siger Koponen, som blev cigaretterne kvit i første forsøg ved hjælp af medicin. Der var også brug for en meget stor dosis viljestyrke efter 30 år, hvor hun røg en pakke om dagen.
Træning ved KOL og dens positive virkninger
Hendes anden livsændring var at begynde at dyrke regelmæssig motion, begyndende med CrossCore, træning med bl.a. kettlebells og lange gåture, som efterhånden blev til løbeture.
“Jeg træner i et motionscenter 2-3 gange om ugen, og jeg nyder at prøve nye former for motion, som for eksempel yoga.”
Koponen har fundet værdifuld støtte i Tampere-afdelingen af Organisationen for respiratorisk sundhed i Finland. Familiens støtte har også været uerstattelig, og fødslen af to nye børnebørn har givet hende ekstra motivation. "Nu har jeg energien til at løbe efter de små banditter," siger hun med et smil.
Takket være Koponens ændrede livsstil er hendes diagnose blevet nedjusteret fra "moderat" til "mild-til-moderat", og resultaterne af hendes seneste 6 minutters gangtest lå over sammenligningsgrundlaget for selv raske personer i hendes aldersgruppe.
"Selvom KOL ikke kan kureres, er jeg i bedre form i dag, end jeg var, da jeg fik diagnosen."
Alt for ofte stigmatiseres personer med KOL på grund af opfattelsen om, at de selv er skyld i deres sygdom, men Koponen nægter at gemme sin diagnose væk. "Hvis min historie kan inspirere bare én person til at begynde at dyrke motion, vil jeg være lykkelig! Du skal ikke være bange for at tabe pusten. Gør lidt mere for hver dag. Så ser du snart en forskel."
Lungerehabilitering og fysisk aktivitet ved KOL
Koponen er et inspirerende eksempel på, hvordan motion kan gøre en kæmpe forskel i håndteringen af KOL. Der findes endda et medicinsk udtryk for denne type overvåget fysioterapi: lungerehabilitering.
Der findes tilstrækkelg med forskning, der påpeger, hvordan KOL-patienter kan få gavn af regelmæssig motion, bekræfter kandidat i sundhedsvidenskab Herkko Ryynänen.
“Motion kan kompensere for forværring af det fysiske, mentale og sociale velbefindende relateret til KOL. Afhængig af det individuelle tilfælde, kan det forebygge, vende eller bremse den progressive dekonditionering, som sygdommen forårsager"
I sit arbejde som fysioterapeut har Ryynänen hjulpet mange KOL-patienter med at overvåge deres fitnessprogram og præsenteret den seneste forskning om selvbehandling af KOL.
“Jeg har lagt mærke til, at jeg ofte retter forældede opfattelser. Nogle gange er patienterne bange for motion, fordi de tror, at det ikke er sikkert. Men det bedste, de kan gøre for sig selv, er at give lungerne en god gang motion."
Ryynänen tilføjer, at motionsintervention også kan hjælpe med at forebygge andre sygdomme, som for eksempel hjerte-kar-sygdomme, stofskiftesyndrom, diabetes og depression.
“Forskning tyder også på, at fysisk aktivitet generelt forbedrer livskvaliteten, lindrer symptomer, reducerer forværring og gør det mindsker sandsynligheden, at der er behov for hospitalsindlæggelse.”
Hvert skridt tæller
Men hvordan ved en patient, om de træner nok – eller for meget? Der er ikke noget entydigt svar, da dette afhænger af individuelle faktorer, såsom sygdommens sværhedsgrad og personlige præferencer.
“Som tommelfingerregel råder jeg patienterne til at undgå et inaktivt liv, at komme ud dagligt og at tage trapperne i stedet for elevatoren. Du skal ikke være bange for at svede og miste pusten. Enhver form for fysisk aktivitet tæller – det hele lægges sammen og har en stor positiv indflydelse på dit helbred og velvære," fortæller Ryynänen.
Til dem, som har tænkt sig at lave en større livsstilsændring, foreslår Ryynänen at prøve forskellige nye sportsgrene. "Vær modig, og find ud af, hvad du kan lide. Og hvis du har brug for motivation til at komme op af sofaen, kan du få fat i en motionsven. Uanset hvilken aktivitet du vælger, er nøglen til succes at finde noget, du har det sjovt med – og de sundhedsgevinster, du opnår, er større end du kan forestille dig."
Resumé
- Jaana Koponens livsændring efter KOL-diagnosen illustrerer, hvor effektiv træning er til at forbedre sundheden og bremse sygdommens fremskridt.
- Træning spiller en central rolle i lungerehabilitering og kan markant forbedre livskvaliteten for KOL-patienter.
- Eksperter i sundhedsvidenskab, som Herkko Ryynänen, bekræfter, at fysisk aktivitet er afgørende for at håndtere og forbedre KOL-symptomer.
- Fysisk aktivitet har dokumenterede fordele for KOL-patienter, herunder forbedret kondition, reduceret risiko for komplikationer og forøget livskvalitet.
- At undgå stillesiddende adfærd og integrere træning i dagligdagen er nøglen til at håndtere KOL og forbedre sundheden.
- Ved at prøve forskellige træningsformer kan man finde ud af, hvad der passer til ens behov og interesser, hvilket øger chancerne for langsigtede resultater.
- Jaana Koponens historie inspirerer os til at tage det første skridt mod en aktiv livsstil og omfavne mulighederne for forbedret sundhed og trivsel.
Orion koncernen er et globalt finsk lægemiddelfirma. Vi udvikler, fremstiller og sælger human- og veterinærlægemidler samt aktive lægemiddelsubstanser.
Pulverinhalatoren, som er udviklet af Orion, er kernen inden for vort terapiområde astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).